
Foto: Youtube – God of War Laufey – Gameplay Reveal Trailer | PS5 Games
Officielt: Næste “God of War” er afsløret
Det er nu officielt.
Santa Monica Studio har endelig løftet sløret for næste store kapitel i den ikoniske God of War-serie – og denne gang bliver det uden Kratos i hovedrollen.
Det nye spil hedder God of War: Laufey, og spilleren kommer i stedet til at styre Kratos’ kone, den legendariske jættekriger Faye.
Historien tager en mørk drejning
Historien starter efter Fayes begravelse – den begivenhed som satte gang i God of War fra 2018. Faye vågner pludselig op i gudernes efterliv kaldet The Everywhen, et mystisk rige hvor guder og væsner fra flere forskellige mytologier kæmper om magten.
Da Faye opdager, at hendes planer om at beskytte Kratos og Atreus er i fare, må hun finde en vej tilbage til de levende. Undervejs møder hun blandt andet guderne Sekhmet og Begtse.
Gameplay blander gammelt og nyt
Ifølge spillets instruktør Ariel Lawrence og kreative chef Cory Barlog bliver kampene en kombination af den hurtige og brutale stil fra de gamle græske God of War-spil og den mere filmiske og følelsesladede stil fra den nordiske æra.
Faye beskrives som ekstremt hurtig og agil, og kampene skal føles mere flydende end nogensinde før med seamless skift mellem angreb på jorden og i luften.
Nye våben og vilde kræfter
Da Leviathan Axe allerede er givet videre til Kratos, får Faye helt nye våben i efterlivet.
Hun bruger blandt andet et hurtigt og ekstremt kraftfuldt sværd, men hendes største styrke er den såkaldte Golden Hand-magi. Her kan hun bogstaveligt talt slå sjælen ud af sine fjender og bruge den som våben mod andre monstre.
Jack Quaid får stor rolle
Deborah Ann Woll vender tilbage som stemmen bag Faye, mens The Boys-skuespilleren Jack Quaid spiller den kosmiske kube “Phranque”. Derudover medvirker Perlina Lau som den mystiske vogter Rue.
God of War: Laufey bliver udviklet eksklusivt til PS5 og kan allerede nu ønskelistes i PlayStation Store.



