
Foto: Instagram @pokemon
Pokémon ramt af hackerangreb - falsk memecoin blev promoveret
Pokémons officielle konto på X blev i sidste uge hacket og brugt til at promovere en falsk kryptovaluta.
Hackerne forsøgte at få det til at ligne, at Pokémon selv stod bag lanceringen.
Den 27. august dukkede et opsigtsvækkende opslag op på Pokémons officielle X-konto. Her blev en såkaldt memecoin med navnet $POKEMON præsenteret som Pokémons egen kryptovaluta i forbindelse med franchisens 30-års jubilæum.
Det viste sig dog hurtigt, at der ikke var tale om en officiel lancering.
Pokémon bekræfter hackerangreb
The Pokémon Company har efterfølgende bekræftet, at kontoen var blevet kompromitteret og var ude af deres kontrol i omkring 30 minutter.
I den periode blev der delt opslag om kryptovalutaen med både et link og en såkaldt contract address, som kunne få det til at fremstå som et legitimt projekt.
Pokémon understreger, at opslagene hverken var lavet eller godkendt af virksomheden. De falske opslag blev efterfølgende slettet, og virksomheden fik igen kontrol over kontoen.
Pokémon oplyser samtidig, at de har sikret kontoen og er i gang med at undersøge hændelsen.
Det er endnu uvist, hvem der stod bag angrebet, hvordan hackerne fik adgang til kontoen, eller hvor mange brugere der nåede at interagere med den falske kryptovaluta.



