
Foto: Nintendo
Så mange Nintendo Switch 2 er allerede solgt
Nintendo Switch 2 slår rekorder – over 3,5 millioner solgte enheder på bare fire dage, og det går hurtigere end både PS5 og PS4 gjorde ved lancering.
Nintendo har sat en ny rekord. Den nye Nintendo Switch 2 er nu officielt den hurtigst sælgende spillekonsol nogensinde. Ifølge Nintendo selv er der blevet solgt over 3,5 millioner enheder globalt i løbet af de første fire dage efter lanceringen den 5. juni. Det overgår alle tidligere debuttal fra både Nintendo og konkurrenterne.
Klar med store lagre fra start
I modsætning til tidligere generationer og konkurrenter havde Nintendo denne gang forberedt sig med store lagre ved launch. Det betød, at både forudbestillinger og køb efter release kunne blive opfyldt – uden de store forsyningsproblemer, vi så under PS5-lanceringen. Derudover frygtede mange stigende priser pga. told og import – hvilket fik endnu flere til at slå til med det samme.
Hvordan står den i forhold til konkurrenterne?
For at sætte det lidt i perspektiv:
-
PS4 solgte 2,1 millioner enheder – men over 16 dage
-
PS5 nåede 4,4 millioner – men først efter 7 uger
Holder Switch 2 tempoet?
Nintendo har meldt ud, at målet er at nå 15 millioner solgte Switch 2-enheder inden marts 2026. Med 3,5 millioner på bare fire dage ser det bestemt lovende ud – men for at holde tempoet skal både produktion og spiludvalg følge med.