Ozzy blomstrer på debutalbummet Hyben

Med Hyben tager Ozzy sit største skridt ind på den danske musikscene til dato.

Albummet viser en kunstner, der både tør være sårbar og ambitiøs, og som samtidig mestrer balancen mellem rap og melodi på en måde, få andre herhjemme kan.

Ozzy har længe været kendt for at skabe sin lyd helt selv. På Hyben åbner han for første gang døren til et stærkt hold af producere, blandt andre Nicki Pooyandeh og Rob & Jenne, hvilket giver projektet en ny dybde og et endnu mere helstøbt udtryk. Resultatet er et album, hvor hvert beat føles skræddersyet til hans stemme og univers. Det mega fedt, at mærke der er gået op i detaljerne. Men vi havde heller ikke forventet andet fra ozzy.

Det, der for alvor gør Ozzy unik, er hans vokal. Han kan uden problemer bevæge sig fra de høje, nærmest sangbare toner til de helt tunge, dybe toner – ofte i samme vers. På Hyben bruger han den evne med langt større kontrol, hvilket giver numrene både dynamik og følelse.

Lyrisk åbner Ozzy døren til sit indre univers. Han fortæller ærligt om de tanker og følelser, der har formet ham. Det gør Hyben til et album, hvor man både får stof til eftertanke og tracks, der fungerer perfekt på repeat.

Med features som Benny Jamz bliver der tilføjet lidt ekstra, og det passer perfekt sammen med Ozzys egen stemme. Hyben føles som en introduktion til en artist, der kun lige er begyndt at udfolde sit fulde potentiale.

Vi synes fortsat at Ozzy er en af de mest spændende nye stemmer i dansk hiphop.