
Foto: via neymarjr/instagram
Neymar kan arve milliarder fra ukendt beundrer
Neymar står til at arve en enorm formue fra en ukendt beundrer, som hylder superstjernens tætte familiebånd – på trods af, at de to aldrig har mødt hinanden.
Ifølge brasilianske RIC har en forretningsmand fra Rio Grande valgt at testamentere hele sin formue til den 33-årige brasilianer. Arven vurderes til svimlende 5,4 milliarder kroner.
Den ukendte mand forklarede, at han identificerer sig med Neymar og især beundrer forholdet til faderen, Neymar Sr. – et bånd, der minder ham om hans egen afdøde far.
Testamentet blev underskrevet i Porto Alegre den 12. juni med to vidner til stede.
Neymar har i forvejen opbygget en gigantisk formue gennem en karriere, der har ført ham fra Barcelona og Paris Saint-Germain til Al-Hilal i Saudi-Arabien. I januar vendte han tilbage til barndomsklubben Santos, hvor han foreløbigt står noteret for seks mål og tre assists i 19 kampe.



