Lil Durk anklaget for mordkomplot – FBI kalder informant utroværdig

Durk har allerede mærket konsekvenserne: Hans hjemby Broadview har droppet støtten til hans velgørenhedsprojekt og taget “nøglen til byen” tilbage.

Lil Durk er fanget midt i en voldsom sag, hvor han er sigtet for to separate mord-for-hyre-komplotter – men nu er FBI’s vigtigste informant blevet erklæret utroværdig i retten.

Planlagde hævn mod Quando Rondo?

Ifølge føderale dokumenter stod Lil Durk bag et angreb på rivalen Quando Rondo i 2022 som hævn for King Vons død. Rondo slap med livet i behold, men hans fætter “Lul Pabb” blev dræbt i et drive-by-angreb foran en tankstation i L.A.

FBI mener, at OTF-folk blev fløjet ind fra Chicago på billetter betalt via Durk og hans tidligere manager. Durk skulle endda have sendt en besked, hvor han skrev:

“Don’t book no flights under no names involved wit me.”

Forbindes til drab i Chicago

Durk bliver også sat i forbindelse med drabet på Stephon Mack, en bandeleder fra Chicago, der havde koblinger til drabet på Durks bror, D Thang. Mack blev skudt ned i starten af 2022 – lige efter han havde forladt et anti-vold-event.

Ifølge FBI blev mordet bestilt af Durk som en hævnakt. Pengene skulle være overført til de involverede gennem forskellige mellemled.

Arrestation, afvist kaution og flugtplaner

Durk blev anholdt i Florida i oktober sidste år, netop som han skulle stikke af med privatfly til Italien. Siden da har han siddet bag tremmer i L.A.

Hans team forsøgte at få ham løsladt mod en kausion på $3,3 millioner – inklusive penge fra Sony Music og sikkerhed i ejendomme – men dommeren sagde nej. Risikoen for, at Durk ville flygte eller begå ny kriminalitet, blev vurderet som for høj.

Sagens største twist? FBI’s egen hovedkilde er blevet stemplet som utroværdig af retten. Det kan få kæmpe betydning for, om sagen holder hele vejen til dom. Anklagerne bruger også Durks egne bars som bevis i sagen – en taktik hans advokater langer ud efter og kalder en “svag og diskriminerende strategi”. Lil Durk nægter sig skyldig i begge sager. Retssagen er sat til oktober 2025 – og indtil da må han blive siddende bag tremmer.