
Gobs dropper bryllupsalbum
Gobs fejrer sit bryllup med et storslået kærlighedsalbum – og dedikerer det til sin brud. Læs mere og stream det her!
“i dag, i morgen, 4 evigt” er Gobs’ mest personlige værk til dato. Det er et rendyrket kærlighedsalbum, som han er gået i dybden med over det seneste år, siden han friede til sin kæreste, Josefine. Nu er de blevet gift, og han dedikerer albummet til hende – et album, der både afspejler hans nuværende livsfase og den kærlighed, de deler.
På fokustracket ‘Sommeren 21’ kigger han tilbage på den sommer, hvor han mødte sin kone. Et af de momenter, han først for alvor forstod betydningen af fire år senere på hans bryllupsdag. Sangen handler om at værdsætte de små øjeblikke, hvor tiden står stille, og intet andet end nuet betyder noget – for de kan blive til de største momenter i livet.
For Gobs har det været afgørende at tage udgangspunkt i sit eget liv nu og her for at kunne skabe et så ærligt og nærværende album som muligt. Han har fundet en drivkraft i autenticiteten, som både kan høres i sangene og ses i det visuelle indhold omkring lanceringen af “i dag i morgen 4 evigt”, der blandt andet bliver filmet til hans eget bryllup.
Over sine seneste udgivelser har Gobs bevæget sig i en mere poppet retning, særligt på den seneste single “igen & igen”, hvor han bruger One Twos store 80’er-pophit “Den Bedste Tid” Den udvikling bliver for alvor manifesteret på albummet med solide popsange, stærke melodier og mere organiske produktioner.
Det sker ikke mindst som et produkt af samarbejdet med de svenske producere David Björk (Victor Leksell, Clara Mae), Carl-Philip Ström (Alessandra, Stig Brenner) og Pontus Persson (JADA, Central Cee).
“Jeg håber “i dag i morgen 4 evigt” bliver mere end bare et album i 2025. Det skal være et album, som kan leve videre med os kan være soundtracket til resten af livet. Jeg håber også det er noget som kan leve videre på tværs af generationer”, fortæller Gobs.
Stream, ”i dag, i morgen 4 evigt” her.