Austin Butler, Zoë Kravitz og Bad Bunny stjæler rampelyset i ny trailer til Caught Stealing

Austin Butler, Zoë Kravitz og Bad Bunny teamer op i Darren Aronofskys nye 90’er-krimi Caught Stealing. Med kattepasning, gangstere og blodig action lover traileren en vild og mørk rejse gennem New Yorks underverden.

Sony Pictures har netop droppet den første trailer til Darren Aronofskys kommende film Caught Stealing – en mørk og voldsom krimi-komedie sat i 90’ernes kaotiske New York. Filmen er baseret på Charlie Hustons kultroman og lover både blod, sort humor og store stjerner.

I hovedrollen finder vi Austin Butler (Elvis, Dune: Part Two) som Hank Thompson – en tidligere baseballspiller, der nu lever et stille liv som bartender. Det ændrer sig brat, da han bliver overtalt til at passe naboens kat. Det, der burde være en uskyldig tjeneste, trækker ham hurtigt ind i byens brutale kriminelle underverden.

Med sig har han Zoë Kravitz som hans kæreste Yvonne og Bad Bunny i en hidtil uset rolle som en voldelig gangster. Matt Smith og Regina King fuldender et stærkt cast i en film, der allerede nu vækker opmærksomhed for sin rå stil og Aronofskys karakteristiske, intense fortællergreb.

Caught Stealing rammer biograferne den 29. august 2025.